Kategorier
Home Assistant

Valg af hardware

En vigtig ting ifm. Home Assistant er at udvælge hvilken hardware, som det skal køre på. Rigtig mange kører det på en Raspberry Pi, mens andre har valgt andre alternativer såsom en Intel NUC, deres egen server, som virtuel maskine m.m.

Jeg brugte lidt tid på at læse fordele og ulemper ved de forskellige hardware-platforme, og da jeg i forvejen har en server kørende herhjemme med en Xeon-processer, masser af RAM og godt med diskplads, så ville jeg foretrække at placere det herpå. Det handler også lidt om, hvor mange enheder, der skal tilknyttes en Home Assistant. F.eks. læste jeg mig til at ved mere end 100 enheder, så ville ingen foretrække en Raspberry Pi, da den ville kunne få problemer med at performe godt nok.

Jeg valgte også ret hurtigt, at jeg gerne ville have Hass.io med i installationen, da den kommer med en add-on store, hvor man kan vælge diverse plugins til.

Min server herhjemme kører VMware ESXi, så min første tanke – og også det første jeg gjorde – var egentlig at køre en Debian-server op, installere Docker på den og installere Home Assistant på den Docker instans.

Sådan startede jeg op, men fortrød senere hen, primært da jeg synes, at min Docker drillede mig lidt med f.eks. Node-Red, opdatering af Hass.io m.m. Måske fordi jeg kørte andet på den Docker. Jeg er typen, der godt kan lide at lege med tingene, men jeg gider omvendt ikke spilde tiden på ting, som jeg bare forventer virker ud af boksen.

Jeg brugte derfor lidt tid på at browse rundt på nettet, og fandt også en guide til at få installeret HassOS som en virtuel maskine på min VMware server. Jeg fandt en fin guide fra en Mark Depalma, der havde gjort det samme og beskrevet metoden, da den ikke var 100 % lige til højrebenet.

Efter ca. 15 minutter var min virtuelle maskine oppe at køre og jeg kunne starte med at lege med Home Assistant.

P.s. en dag når jeg får tid får jeg oversat Mark Depalmas guide til dansk, således guiden bevares på min blog også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.